Strategi for indkøb af foder

 Denne artikel viser, hvordan du lægger en strategi for indkøb af foder, så bedriftens økonomi bliver bedst mulig i et marked med svingende priser.

 Af Teamchef Hans Fink, LRØ Kvægteam

Ambitionsniveau skal følge tidsforbrug

Der er forskellige niveauer af omfanget af handel med råvarer. Er du villig til at ofre meget tid på at handle råvarer, kan du godt tillade dig at være ambitiøs og gå efter at opnå de laveste foderpriser. Det vil sige, at hvis du har i størrelsesordenen ½-1 time hver morgen og tid til at lave handler i løbet af dagen, så er du rent tidsmæssigt klar til at score den store gevinst. For så er der tid til at lave både de langsigtede disponeringer vedrørende den fysiske levering af foder og til at lave kortsigtede forretninger, f.eks. ved at sælge optioner.

 

Få styr på tallene på bedriften

Glem alt om, at tjene millioner på råvarehandel, hvis du vil afdække indkøb af i størrelsesordenen 200 tons sojaskrå og 500 tons korn årligt. Men hvis du vil lave risikoafdækning og ikke spekulation, er det de faktisk indkøbte mængder af råvarer, du bør interessere dig for at handle. Du kan få din kvægkonsulent til at regne ud, hvor meget sojaskrå henholdsvis korn udgør af det indkøbte kraftfoder på årsbasis.

 

Handel med fysiske mængder kontra futures

En strategi skal både omhandle indkøbene af råvarer og en eventuel afdækning på råvarebørserne. Det er helt fint at disponere 6-12 måneder frem mht. den fysiske levering for at opnå en billig og sikker levering. Hvis prisen så giver sig til at falde fra det niveau, kan du vedtage, at sælge korn og sojaskrå på futuremarkedet for at få del i de faldende priser.

 

Risikovurdering

Det sværeste ved en råvarestrategi er, at du skal forholde dig til din egen risikoprofil. Hvor meget vil du risikere at tabe på futurehandel? Er det 50.000 kr.? 100.000 kr.? Eller 500.000 kr.? Det er denne vurdering, der skal danne grundlag for beslutningen om, hvor store mængder du vil handle på futuremarkedet. Og vurderingen kan også bruges til at beslutte, hvor store portioner, de enkelte køb eller salg skal deles op i. Hvis du handler 500 tons korn, og prisen svinger 25 kr. pr. hkg, svarer det til 125.000 kr.

 

Optioner, certifikater og futures

Det er ikke givet, at du skal anvende futures til råvarehandel på råvarebørserne. Der er også mulighed for at handle ved hjælp af forskellige afledte instrumenter. F.eks. optioner, som – hvis du køber dem – giver mulighed men ikke pligt til at købe en råvare på et bestemt niveau. Det er dog vigtigt, at du forstår metodikken i forskellige instrumenter, inden du kaster dig over dem.

 

Hvem skal du lytte til?

Når du har klaret de indledende øvelser, er du næsten klar til at handle råvarer. Men hvem skal du lytte til? Når den ene analytiker siger køb, kan du altid finde en anden, der har den modsatte holdning. Det bedste, du kan gøre, er at forfølge den samme strategi over længere tid. Og ikke skifte rundt mellem forskellige meningsdannere.

 

Hvem gør arbejdet?

Endelig er det vigtigt at være realistisk om egen formåen mht. handler. Er det virkelig muligt at ordne alle opgaverne selv, eller bør du alliere sig med din bank mht. kursovervågning og udførelse af handlerne.

 

Konklusion

Der er en række punkter, du skal løbe i gennem i forbindelse med en råvarestrategi. Meget af øvelsen består i at identificere bedriftens behov for afdækning og vurdere, hvor stor fortjenesten potentielt kan være. Det er langt fra alle, der skal kaste sig ud i handel med futures, så en strategi kan sagtens alene vedrøre den fysiske handel med foder. Husk at det er dig, der skal leve med beslutningerne om enten køb eller salg. Så vær kritisk i dit valg af analytiker og rådgiver vedrørende råvarehandel. Og vær realistisk mht. dit tidsforbrug: har du tid til at følge markedet hver dag?