Den danske andelsbevægelse lever, og den har det utvivlsomt ret godt. De danske andelsselskaber har gennem årene været dygtige til at tilpasse sig i forhold til markedets vilkår, og tilpasningen er sket såvel på den forretningsmæssige side som på styringssiden eller i selskabsledelsen.
Af andelsforsker Søren V. Svendsen, Post doc. ved Center for Corporate Governance, Copenhagen Business School
Der er utvivlsomt lavet fejldispositioner og truffet mindre heldige strategiske beslutninger på det forretningsmæssige område over tid i forskellige andelsselskaber, generelt såvel som i mejeriselskaber mere specifikt, men det gælder for alle virksomheder i erhvervslivet.
Gode til at styre
Det interessante er, at danske andelsselskaber har været ret gode til at styre uden om de værste forhindringer. Selvom andelsselskaberne ud fra mange parametre har dårlige odds i mod sig, så står denne selskabsform stærkt i landbruget, og er givetvis konkurrencedygtig både aktuelt og fremadrettet.
De betydelige prisstigninger på mælk og mejeriprodukter sidste år understregede i virkeligheden stabiliteten i andelssystemet, fordi prisstigningerne på mælk på spotmarkedet, eller det frie marked, affødte en række nye afsætningsmuligheder, og gav mulighed for at realisere faktiske og potentielle gevinster. De nye afsætningsmuligheder fik imidlertid kun begrænset effekt på den samlede mælkeindvejning i andelsmejerierne, og det understreger stabiliteten såvel som konkurrencedygtigheden i de etablerede mejeriselskaber.
På den anden side udløste turbulensen på mælkemarkedet givetvis et betydeligt ”wake-up-call” (advarselsråb) i de etablerede andelsmejeriselskaber, og situationen kom i den grad til at understrege, hvad der sker, når andelshavere og mælkeproducenter har mulighed for at stemme med fødderne.