
Af chefkonsulent Karsten Jensen, Heden & Fjorden, Kvægbrugsafdelingen
Igennem de sidste 3-4 år er der udviklet roeoptageudstyr, der kan aftoppe, rense og knuse roerne i én arbejdsgang i forbindelse med optagning af roerne. Maskinen er i stand til at rense roerne så godt, at de er næsten helt rene for sand og jord. Samtidig blæses toppen op i de knuste roer.
Samensilering af majs og roer
I den forbindelse opstod ideen med at samensilere roer med majs. Hermed slipper vi for en roekule, der skal holdes øje med hen igennem vinteren, og vi slipper for arbejdet med at rense og skære roerne, inden opfodring.
Ved knusning og samensilering med majs får vi en stak eller silo, der kan håndteres som alt andet ensilage. Det kræver således ikke mere arbejde at fodre med roer på denne måde end at fodre med ensilage.
Majs og roer ensileres fra 10. oktober til hen sidst i oktober, når majsen har en tørstofprocent på 32-33 %. På det tidspunkt er roerne ikke helt afgroet, men det er vigtigt at ensilere på et tidspunkt, hvor majsen ikke er alt for tør og stadig er frisk grøn og appetitlig for køerne. Blandingsforholdet er 1 ha roer + top til 3-4 ha majs.
Det kræver en god aftale med maskinstationen, så der kan ensileres majs samtidig med, at der tages roer op.
Ensilering bør foregå i tørvejr. Det er meget vigtigt, at roer og top er rene, når de lægges ind i siloen. Majs og roetop lægges ind i tynde lag og køres godt til.
Majs/roer ensilerer rigtig godt og giver ikke specielle varmeproblemer ved udtagning. Sukkeret i roerne omdannes til ethanol og mælkesyre, der udnyttes udmærket af køerne.
Der kan findes små mængder anaerobe sporer i ensilagen fra forurening med lidt jord og sand. I praksis har der ikke været problemer med sporer i mælken ved fodring med majs/roer.

Fodring med majs/roer
Køerne æder foderet med velbehag. Især stumperne, der typisk er på 5-10 cm i diameter, vil de gerne have. Det er en fordel, at der er en ædeplads pr. ko.
Eksempel på en foderplan til malkekøer:
Majs/roer 9,0 FE
Græsensilage 4,5 FE
Grønbyghelsæd 1,5 FE
Rapskager 2,0 FE
HP-soja 3,0 FE
Fedt 1,0 FE
Fremtidige muligheder
Med mulighed for samensilering af majs og roer er det igen blevet aktuelt at kikke på dyrkning af roer til foderbrug. Roerne har et meget højt udbyttepotentiale, helt op til 16.000-20.000 FE pr. ha. Det giver mulighed for nogle billige foderenheder.
Vi kan øge andelen af hjemmeavlet grovfoder i malkekøernes ration. Det kan være med til at styrke økonomien i mælkeproduktionen til gavn for fremtidens mælkeproducenter.
