EU-kommissær Mariann Fischer Boel taler ikke længere om hvis, men om hvordan kvoterne skal afskaffes. Samtidig indrømmer hun, at en kvoteafskaffelse vil få afregningsprisen til at falde
Oversat fra European Commission - Agriculture News Digest
I januar konsulterede EU-kommissær Mariann Fischer Boel kommissionsmedlemmer med ansvar for landbrug og landdistriktsudvikling for en udveksling af ideer omkring det planlagte helbredstjek af CAP-reformen, herunder den fremtidige kvotepolitik med mere. Hun sagde blandt andet:
- Ingen vil påstå, at mælkesektoren har haft en uinteressant tid. 2007 var dog helt ekstraordinær. Pressen var fuld af omtale af det boom, som priserne på mælk viste. Nogle af journalisterne udråbte Kommissionen til den store forbryder, som var uvillig til at reagere. Der var rigeligt af omtale af forbrugernes ekstra omkostninger, der var meget mindre omtale af en nødvendig stigning i indtjening til producenterne.
For mig at se var der ingen grundlag for drastiske ændringer, for der var ingen reel mangel på mælk, og prisstigningen var ikke exceptionel. Eneste faktum var, at interventionslagrene var blevet tømt. Spekulation gjorde resten af arbejdet.
Markedskræfterne skubbede priserne op, ligesom de er på vej ned nu. De høje priser var gode nyheder for producenterne, og det skabte en ny dynamik i sektoren, som vi ikke havde set i lang tid. Lad os huske, at mælkeprisen i realiteten kun har bevæget sig nedad siden begyndelsen af 80’erne. Forbrugerne så naturligvis udviklingen fra en anden synsvinkel.
Selv om det ikke er første gang, har følelserne under alle omstændigheder været i kog omkring aspekterne i EU's markedssystem for mælkeprodukter.
Mariann Fischer Boel tilkendegav, at hun var reelt søgende efter inspiration og ideer, og hun lovede, at hun ikke havde forudbestemte punkter eller hemmelige papirer i skrivebordsskuffen. Dog var hendes tanker omkring helbredstjekket ikke blot et blankt stykke papir, og hun opridsede derefter sine foreløbige tanker:
Eksportstøtte
- Jeg vil indlede med andre mål end kvotepolitikken. Øverst på min seddel står eksportstøtten, og mit budskab er simpelt: Lad være med at vædde på at den forbliver evigt.
Som allerede bekendt har vi indvilliget i at udfase eksportstøtten mod slutningen af 2013 i forhold til forhandlingerne i DOHA-rundens WTO-forhandlinger. Jeg tror vi skal indse, at dagene for eksportstøtten er talte. Det er vanskeligt at se, hvordan eksportstøtte skal bidrage til et konkurrencebaseret marked for landbrugsprodukter, som vi ønsker i fremtiden. Og vi bliver kritiseret fra mange steder i verden igen og igen, især med henblik på udviklingslandenes situation.
Det betyder ikke, at vi skal afvikle dem i morgen. For den nære fremtid bør vi opretholde rettigheden til at udbetale eksportstøtte igen, hvis der bliver behov for det. Men de bør ikke være en del af den langsigtede vision.
Intervention
Ændringen i vindstyrke kan også fremkalde ændrede forudsætninger for intervention. Kommissionens udspil til sundhedstjekket indeholder et vigtigt princip, nemlig at intervention skal fungere som et ægte sikkerhedsnet, som kan bruges, uden at det fører til støttet salg af produkter. Interventionssystemet skal ikke bruges til at diktere markedsprisen med. De seneste reformer på mælkeområdet har bragt os noget af vejen mod dette mål, men er vi nået hele vejen? Der er stadig behov for at stille spørgsmålet.
Det er i særdeleshed interessant, at interventionspriserne for smør og skummetmælkspulver er det omvendte billede af priserne på verdensmarkedet. Verden er villig til at betale mere for pulver end for smør, men vores interventionssystem betaler mindre. Skal vi tillade, at denne uoverensstemmelse fortsætter? Eller skal vi foreslå, at interventionsprisen på smør nedsættes? Der er endnu et spørgsmål at overveje.
Privat oplagring
Som bekendt afskaffede vi støtten til privat oplagring af skummetmælkspulver i efteråret i den så kaldte Mini-mælke-pakke, men der er stadig er funktionelt system for smør og ost. Et af de oprindelige argumenter for at opretholde støtten til privat oplagring af smør var at skabe et alternativ til intervention. Men vi har allerede nedtonet indsatsen for intervention, ligesom 2003-reformen gav nye styringsredskaber i form af loft for intervention m.m. I lyset af den situation skal vi afgøre om der stadig skal være et system, der automatisk tilbyder støtte til privat oplagring, eller om vi kan give os selv frihed til at beslutte omfanget hvert år på baggrund af den aktuelle markedssituation.
Spørgsmålet er endnu mere påtrængende for ost, som har været mejeriindustriens stjerneprodukt gennem de seneste årtier.
Interne afsætningssystemer
Vi har også spurgt os selv, om der stadig er brug for de forskellige interne afsætningskanaler for smør og skummetmælkspulver. Programmerne var designet til at være kunstige udsalg fra store lagre, som altid var i fare for at komme ud af kontrol. Intensionen var også at skabe en kunstig efterspørgsel i markedet.
Nu er interventionslagrene tomme, og vi prøver på at komme væk fra at bruge kunstige udsalg. Og efter støttepriserne er reduceret med et beløb svarende til afsætningsstøtten, kan man undre sig over, hvad nytte disse systemer er til. Så måske er der en lige vej frem her til at simplificere vores politik på mælkeområdet.
Kvoter
Verden har ændret sig siden vi besluttede at anvende kvoter som et instrument i markedet for mælkeprodukter.
Året var - selvfølgelig – 1984, selv om kvoterne ikke er omtalt i George Orwell’s bog med samme titel.
I 1984 var landbrugsbudgettet for De Europæiske Fællesskab ved at eksplodere, og indførelse af kvotesystemet var svar på den situation, og de har haft en udbredt støttefunktion siden.
Nu er holdningen i medlemslandene ved at ændre sig imod kvoterne. De dage, hvor det kun var fire medlemslande der kæmpede for afskaffelse, er forbi. Det dominerende synspunkt er nu, at kvoterne skal have lov til at forsvinde i 2015, som det blev vedtaget i 2003-reformen. Dermed er planlægning blevet et nøgleord. I de kapitalintensive produktionssystemer og hos mejerierne er der behov for et planlægningsgrundlag for, hvad pengene skal investeres i. Vi (EU) skylder dem så stor klarhed som muligt i denne proces.
Derfor spørger jeg: Hvordan skal vi forberede kvoteafviklingen?
Kvoter ud - pris ned
Der er lavet flere undersøgelser af effekten af en kvoteafskaffelse. For det første viser undersøgelsen, at umiddelbart efter en kvoteafskaffelse vil mælkeprisen vil falde tilbage til et niveau i nærheden af prisen i begyndelsen af 2007. Naturligvis er sådanne undersøgelser forbundet med en vis usikkerhed, men de er gode til at give en opfattelse af det store billede.
Sandsynligheden taler for, at vi kommer tilbage til udgangspunktet med hensyn til pris. Spørgsmålet er hvilken rute prisen tager, et langsomt fald - en såkaldt blød landing - eller en drastisk ændring - en såkaldt hård landing.
Ikke overraskende viser undersøgelsen, at en gradvis øgning af kvoterne fra år 2009 vil forårsage en blød tilpasning.
Hvis vi ingenting gør før 2015, når kvotesystemet udløber, viser forudsigelsen, at tingene vil ske mindre skånsomt. Prisen vil stige i nogle år, som resultat af en stigende efterspørgsel og stillestående udbud, for at falde drastisk, når kvoten forsvinder.
To pct. stigning
Mange medlemslande har efterspurgt en større kvote. Derfor har jeg foreslået at lade en opskrivning på to pct. få effekt fra det kommende kvoteår. Jeg står inde for, at markedet kan tage det. Det fremgår meget tydeligt af den undersøgelse, som vil blive forelagt efter mit indlæg.
Og markedet har brug for denne stigning. Forbrugerne efterspørger flere mælkeprodukter, både i EU og udenfor EU. Det forekommer skørt at lade ikke-europæiske producenter få alle disse muligheder - og det synspunkt er der bred opbakning til i Rådet. Der er stor efterspørgsel efter højværdiprodukter rundt omkring i verden.
Yderligere initiativer om eventuel øgning i kvote hører under helbredstjekket.
Kvotehandel mellem lande
Kvoteudvidelse er naturligvis ikke den eneste måde at forberede kvoteafskaffelse på. Forskellige andre metoder har været nævnt. En af dem er at give lov til at handle med kvote på tværs af landegrænser. Det er imidlertid ikke så simpelt.
På overfladen ser det måske let nok ud. Det vil medføre, at produktionen kan flyttes fra land til land, hvilket også er det, der vil ske, når kvotesystemet udfases. Men kræfterne bag omfordelingerne er ikke ens i de to scenarier.
Uden kvoter må vi forvente, at produktionen vil søge derhen, hvor den er mest konkurrencedygtig. Med kvoter er konkurrenceevnen ikke den eneste faktor, der bestemmer hvor produktionen finder sted. Adgang til kapital har også indflydelse, fordi kvote koster penge.
Derudover er der mange medlemslande, som ikke tillader fri handel med kvoter indenfor landets grænser, og det er usandsynligt at tro, at de vil acceptere et forslag om handel i hele EU.
Realistiske tilpasninger
Der er andre mere realistiske muligheder for at forberede kvoteafskaffelsen:
* Afskaffelse af superafgift.
* Afskaffelse eller udfasning af fedtreguleringen.
* Udligning af ikke-udnyttet kvote på EU-niveau.
Bjergområder
Vi skal også have talt om, hvordan vi kan hjælpe de områder som er specielt bekymrede for en kvoteafskaffelse. Det er især, men ikke kun, bjergområder, som er meget afhængige af mælkeproduktion, fordi det er den eneste rentable aktivitet i disse egne.
Som jeg før har sagt, så er der flere muligheder for at hjælpe dem. En af mulighederne er udvikling af landdistrikter. En anden mulighed er at designe et specielt støttesystem under artikel 69, som omhandler regler for enkeltbetalingsordningen. Bestemmelsen tillader, at medlemslande skærer toppen af den afkoblede støtte, og bruger pengene til udvalgte produktioner i givne sektorer. Jeg tror, at vi kan hjælpe med at lave reglerne mere fleksible, for at imødekomme nye udfordringer.