Landmænd sender "teenage-køer" på hotel

 Tænk, hvis man kunne sende teenagerne på hotel, og først lade dem flytte hjem igen, når de var voksne og fornuftige. Den tendens breder sig hos danske mælkeproducenter, der stadig oftere sender de helt unge dyr, der endnu ikke giver mælk, på et såkaldt kviehotel.

 Af Lone Sylvest Søgaard, informationskonsulent, Dansk Landbugsrådgivning

 

Landmanden flytter simpelthen kvierne hen til en anden landmand, som typisk ikke selv ejer nogle dyr. I stedet har han stalden fyldt op med andre landmænds kvier, som han giver kost, logi og pleje, indtil de er gamle nok til selv at få en kalv og dermed give mælk. Og princippet med at betale en anden for kost og logi, har medført betegnelsen kviehotel, forklarer konsulent Irene Fisker fra Dansk Kvæg.

-Man lejer jo kost og logi hos en anden, og det er i princippet det samme man gør, når man overnatter på pension eller hotel. Derfor har det fået det lidt poppede navn kviehotel, lyder det fra Irene Fisker.

 

Femstjernet hotelophold

Et af landets største og nyeste kviehoteller er Østervig Kviehotel ved Vorbasse i Midtjylland. Det har 850 overnattende kvier og bliver drevet af Lisbet og Kurt Terp. Og så har det fem stjerner på facaden.

- Det var lidt for sjov, vi satte fem stjerner på gavlen. Men vi synes også, vi har en god stald, så den er bestemt fem stjerner værd, smiler Kurt Terp.

Det er også lidt af et luksusophold, kvierne får på Østervig Kviehotel. Lisbet og Kurt Terp gør meget ud af dyrevelfærden, blandt andet står kvierne på bløde gummimåtter, når de æder, og så bliver de fodret med hjemmedyrket grovfoder.

- Jeg gør meget ud af dyrevelfærden, simpelthen fordi jeg godt kan lide dyr. Ellers var jeg ikke blevet landmand, lyder det fra Kurt Terp.

 

Flere og flere kvier på hotel

Ifølge kvægrådgiver Helle Dahl Schmidt, Jysk Kvægrådgivning, griber tendensen med at sende kvierne på hotel hastigt om sig.

- Vi var med til at etablere de første kviehoteller for fire-fem år siden, og det har virkelig accelereret. Bare det seneste år er der sket rigtig meget, og jeg tror, det bliver mere og mere i fremtiden, lyder det fra Helle Dahl Schmidt.

Hun fortæller, at mere end 5.500 kvier på landsplan er på kviehotel.

 

Specialisering

Ifølge Helle Dahl Schmidt handler tendensen om at gøre det, man er bedst til.

- Typisk er folk bedst til at passe enten køer eller kvier. Man kan typisk ikke være 100 % skarp på begge områder, og så specialiserer man sig, forklarer hun.

Kniber det med at finde et hotel til kvierne, kan landmænd gå ind på hjemmesiden www.kviedating.dk, der formidler kontakten mellem opdrættere og ejere af kviehoteller.