Hvad dør dine pattegrise af?
Af cand. agro Thomas Bruun, Svinerådgivning Vest
Landsgennemsnittet viser at den gennemsnitlige dødelighed indtil fravænning i 2007 ligger på 14%, men variationerne ligger fra 5% til over 20%, og de ringeste 25% som indgår i landsgennemsnittet ligger med en dødelighed på 16,8%. Hvad er årsagerne til den store variation? Og hvordan sættes ind, når dødeligheden er for høj? Virker tiltagene, der sættes i værk? Disse spørgsmål kræver en registrering af dødsårsagerne blandt pattegrisene for at kunne sætte målrettet ind.
Registrering af dødsårsager
Rigtig mange besætninger registrer allerede dødsårsagerne i farestalden, men mange steder bruges data kun i ringe grad, efter at stregerne er sat på et stykke papir. Ved at anvende et skema som vist i figur 1 fås et overblik over både dødsårsager og –tidspunkter. Over tid kan dataene f.eks. opsummeres i et regneark som illustreret i figur 2, så der opnås et overblik over effekten af eventuelle tiltag.
Tidsforbruget til registrering af døde pattegrise er begrænset, specielt set i forhold til den værdi registreringerne har for din besætningsdyrlæge og svinekonsulent. Er du ikke helt tryg ved at skulle bruge et regneark, så kan din konsulent være behjælpelig med at opgøre data for nogle sammenhængende perioder.
Fastslå dødsårsagen
Mange farestaldsmanagere har nemt ved at fastlægge dødsårsagen, og blot en rimelig præcision giver noget at arbejde videre med. Er man utryg ved at skulle fastslå dødsårsagerne, så kunne det måske være et tema ved et af besætningsdyrlægens besøg. Dyrlægen kan ved en fælles gennemgang af farestalden hjælpe med at fastslå de forventede dødsårsager.
Forskelle i pattegrisedødelighed omkring faring i udvalgte besætninger
Ikke nok med at dødeligheden varierer meget mellem besætninger, men tidspunkterne for hvornår grisene dør, varierer også meget. Det ses tydeligt i figur 3, og meget ofte kan forskellene forklares ud fra hvordan og hvornår der kuldudjævnes, om nærklimaet er optimalt, samt om der er mange problemer med spædgrise-diarré.
Det gælder derfor om at få optimeret nærklimaet og få lavet kuldudjævningen, så snart grisene har fået råmælk. At vente til 2. eller 3. levedøgn med kuldudjævning øger risikoen for at flere grise dør af sult, og de svageste grise får ikke en chance.
Figur 4 viser, hvornår grise dør som følge af ihjellægning, og forskellene understreger igen, at kuldudjævningen skal foretages rettidigt. Den store variation i antallet af ihjellagte efter dag 6 må tages som et udtryk for, at der er problemer med nærklimaet i hulen i en del besætninger, samt at staldtemperaturerne måske ikke er optimale. Her kan anbefalingerne i FarestaldsManagement være til stor hjælp, og optimering af nærklimaet kan foretages sammen med en konsulent.
Figur 5 viser de hyppigste dødsårsager, som i 3 ud af 4 besætninger udgør omkring 80% af den samlede dødelighed. Da dødsfald som følge af ihjellægning, det at være svagfødt, sult og diarré er årsager, som oftest rammer grisen kort efter faring, så fristes man til at sige, at når 80% af dødsfaldene indtræffer de første 0-7 dage efter faring, så skal 80% af arbejdsindsatsen også lægges her. Det er imidlertid ikke nok, for indsatsen skal også være optimal! Altså skal medarbejderne være trænede i at løse problemerne, før de får fatale konsekvenser for grisene, og overlevering af opgaver til weekend-personalet er her et vigtigt element.
Den senere dødelighed i farestalden
En stor del af dødsfaldene efter dag 5 i en farestald kan tilskrives utilstrækkelig gennemgang af grisene. Strategierne for behandling og gennemgang af grisene skal fastlægges sammen med dyrlægen, og her er individuelle tilpasninger en nødvendighed. Figur 6 viser igen stor variation mellem besætningerne, og specielt besætning C og D har en noget højere forekomst af ”død som følge af ledbetændelse/benproblemer”.
Hvordan koncentreres indsatsen i farestalden?
Optimering af farestalden bør ske ud fra en strategi, der omfatter målbare elementer. En ekstra arbejdsindsats skal lønne sig i form af færre døde, flere fravænnede pr. fravænning og pr. kuld, en bedre kvalitet af fravænnede. De målbare faktorer, som der løbende kan tjekkes op, øger både motivation og arbejdsglæde!! Efter rigtig mange farestaldsbesøg konkluderer jeg, at optimeringen sker bedst, når den sker i et samarbejde mellem de ansatte, ejeren, besætningsdyrlægen og farestaldsrådgiveren. De faktorer der hyppigst justeres er:
▪ For dårligt nærklima i hulerne
▪ Ikke optimalt sammensatte drægtigheds- og diegivningsblandinger
▪ Forkert fodring af soen op til faring og lige efter faring
▪ For sen og ikke optimal kuldudjævning
▪ Forkert håndtering af yverbetændelse og manglende brug af smertestillende
▪ Strategier for opsamling af pattegrise der falder fra i kuldene
Ønsker du fokus på farestalden, så kontakt din lokale farestaldsrådgiver, så du kan få lavet en strategi for et rådgivningsforløb, der i sidste ende skal ende med at give dig en øget produktivitet, og øge arbejdsglæden hos dine ansatte! Ønsker du muligheden for at få visualiseret dødsårsagerne og dødstidspunkterne, så kan din farestaldsrådgiver også være behjælpelig med dette!