Den aktuelle ubalance imellem foderomkostningerne og priserne på svinekød vil bidrage til en hidtil uset koncentration af den globale svineproduktion, men samtidig også styrke den langsigtede danske konkurrenceevne.
Af Torben Harring, underdirektør, DLG
Vi oplever p.t. et niveauskifte på korn og andre landbrugsprodukter, der ikke kan sammenlignes med tidligere tiders relativt kortvarige prisudsving som følge af størrelsen på et enkelt års regionale eller globale høst. Denne gang er det fundamentale ændringer i verdens forbrug af fødevarer, der driver udviklingen.
Kina og Indien skubber til balancen
Den primære drivkraft er en hastigt voksende verdensbefolkning kombineret med en markant økonomisk vækst i Kina og Indien. En årlig vækst i BNP på 8-10 pct. har i disse lande accelereret etableringen af en helt ny og hastigt voksende middelklasse. Den stærke middelklasse ændrer forbrugsmønsteret fra korn, ris og brød til stigende andele af kød. Alene i Kina er kødforbruget næsten fordoblet de seneste 10 år. Det har omfattende konsekvenser for den globale kornbalance, da der skal bruges 2 til 3 gange så mange afgrøder til at fremstille den samme mængde fødevarer, hvis afgrøderne skal igennem dyrene først.
USA går langt med bioethanol
En anden drivkraft skal findes i den amerikanske sikkerhedspolitik. USA står i dag for ca. 25 pct. af det globale olieforbrug, mens egenproduktionen kun udgør ca. 7 pct., og de kendte amerikanske reserver udgør en meget begrænset andel i et globalt perspektiv. Den voksende majsbaserede bioethanolindustri er amerikanernes forsøg på at reducere afhængigheden af mellemøstens oliereserver – og de vil tilsyneladende gå meget langt for at lykkes med projektet. Ved indgangen til 2008 var 200 bioethanolanlæg i USA enten i drift eller under opførelse, og industrien forbruger nu 80 mio. ton majs – en mængde der svarer til to tredjedele af den europæiske hvedehøst. Den udvikling, der også så småt er i gang i Europa, betyder, at prisudviklingen på råolie kan forventes at blive den mest betydende enkeltfaktor for fremtidens priser på landbrugsprodukter.
Tysk selvforsyning betyder harmonisering af kødprisen i Danmark og Tyskland
Generelt må man konstatere, at der på verdensmarkedet for svinekød p.t. er et højt overudbud. Det skyldes ikke mindst den hurtige produktionsudvidelse i Nordamerika og EU, samt at markederne i Syd- og Østasien ikke har aftaget helt de mængder, man havde forventet. I den situation er det for den danske svineproduktion en ekstra udfordring, at væksten i den tyske selvforsyningsgrad har været konstant – kun afbrudt af konsolideringen efter den tyske genforening – og nu har nået 100 pct. efter i årtier at have ligget på 86 pct. På den anden side betyder det, at Tyskland nu bliver nettoeksportør, hvilket indikerer, at de danske og tyske kødpriser vil blive mere ens.
En fordel for dansk konkurrenceevne
Ubalancen mellem prisen på foder og svinekød lægger nationalt som globalt et markant pres på svineproducenterne. Historisk har priserne på svinekød altid fulgt priserne på foder, og det vil de også gøre denne gang. Problemstillingen er, at primærproduktionen kommer til at bære tabet i perioden, indtil det globale marked har tilpasset sig til den nye situation. Det vil få mange svineproducenter til at stoppe produktionen frivilligt, mens andre bliver tvunget ud af erhvervet.
Antallet af svineproducenter i Danmark er faldet med ca. 7 pct. om året de seneste 10 år til ca. 5.500 i 2006. Det er en udvikling, der har bidraget til, at produktiviteten hører til blandt de bedste i verden. Som jeg ser udviklingen, vil den aktuelle situation give næring til yderligere koncentration. Det kan betyde en reduktion i antallet af producenter til 4.000 inden for et til to år – med en yderligere halvering inden for en relativ kort periode. Den samlede svineproduktion, målt på antallet af producerede grise, vil dog næppe ændre sig væsentligt frem mod 2015.
Høje globale priser på foder, men også langsigtet på svinekød, er absolut en fordel for den danske produktion. Det skyldes, at jo højere foderomkostningerne er på verdensplan, desto lavere indflydelse får meromkostningerne til f.eks. arbejdsløn, miljø og opretholdelse af en høj veterinær status, i forhold til konkurrenterne på verdensmarkedet. Også hos forbrugerne er det ved at være alment accepteret, at vi skal betale mere for vores fødevarer. Det er også nødvendigt, for at svinesektoren kan overleve, men der er altså lys forude for en sektor, der hidtil har været proaktiv og god til at tilpasse sig.